Gin

Et udvalg af gin i et supermarked

Gin er en destilleret alkoholisk drik, der er smagssat med enebær. Gin har primært været kendt som et produkt fra England, men produceres nu i det meste af verden. I Danmark alene, produceres der over 50 slags gin (november 2017). Gin anvendes traditionelt i aperitif-drinks som gin og tonic, dry martini og Tom Collins.

Navnet "gin" stammer fra det nederlandske navn genever, som igen har oprindelse i det franske ord for enebær genièvre, der igen kommer fra latin juniperus, der er det latinske navn for ene-slægten, juniperus communis. Drikken tilskrives en professor i medicin, Fransiscus Sylvius i Leiden,[1] der i 1600-tallet benyttede alkohol blandet med enebær som et godt og billigt middel mod smerter i nyrene. Det spredte sig til England, efter at den nederlandske Wilhelm af Oranje kom på den britiske trone i 1689. Engelske soldater fik under religionskrigene smag for den. Gin blev som anden brændevin solgt på apoteker og blev benyttet mod diverse plager.

Nederlandsk gin, eller genever, er helt anderledes end engelsk gin, som vi kender den i dag. Den fremstilles af byg og lagres ofte på træfade. Det giver en smag, som kan minde om whisky.

  1. ^ Facts about Franciscus Sylvius: development of gin, as discussed in gin (liquor): – Britannica Online Encyclopedia

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search